HVAD DU IKKE DØR AF, GØR DIG STÆRKERE

”Mine drenges død blev mit livs drivkraft”

Patricia gennemlevede det utænkelige, da hun mistede to børn. Men allerede mens sorgen rasede voldsomst i hende, tog hun et valg om, at deres død ikke måtte være meningsløs, men skulle gøre en forskel i hendes eget - og i andres liv

Det sker to gange i Patricia Højbos liv. Det utænkelige. Og ubærlige.

En tidlig december-morgen i 2007 vågner hun med et sæt og sætter sig op i sengen. Hun ved instinktivt, at hendes 2 måneder gamle søn August er død. Og da hun bøjer sig over hans vugge, og ser hans livløse ansigt i det, bløde lys fra en jule-lyskæde, forstår hun, at hun har ret. Bare et år senere sker det igen. Patricia er i fødsel, da veerne pludselig fortager sig og en læge forgæves forsøger at finde et hjerteslag. Ingen på fødestuen kan få sig selv til at sige, at Patricia for anden gang har mistet et barn. Hun må selv spørge for at få det bekræftet. Bagefter sidder hun med en smuk og fuldbåren, men livløs dreng i armene. Han får navnet Eliaz.

-Efter Augusts død, følte jeg, at nu havde jeg ofret min del til summen af døde børn, at jeg umuligt kunne miste flere. Og selvom jeg havde en mærkelig følelse - en form for forudanelse - da jeg blev gravid igen, kunne jeg godt se, at min mor og alle andre selvfølgelig havde ret, når de sagde; Det sker ikke igen, Patricia, det sker ikke to gange. Da det så alligevel skete, var det som om alt i mig lukkede ned. På fødestuen ville de give mig al tænkelig smertelindring, da jeg skulle føde Eliaz men jeg havde ikke brug for noget. Jeg kunne intet mærke. Ikke engang mig selv.  

JEG TRAF ET VALG OM AT VILLE LEVE

-I dagene efter Augusts død, talte jeg med en præst, der sagde at hans – og alle børns død – var meningsløs. Jeg blev så rasende. For jeg ville ikke finde mig i, at min søns død skulle være meningsløs. Jeg ville have, at den skulle betyde noget, at den skulle tælle. Og jeg gav mig selv en uge til at være fuldt i sorgen, men så ville jeg rejse mig igen. Så ville jeg begynde at leve, fortæller Patricia.

-Efter Eliaz død, var det et valg, jeg måtte træffe igen. Jeg lå alene på stuen, da det klareste lys, jeg nogensinde havde set, viste sig for mig. Det var ikke skarpt, men blødt, og jeg vidste, at der, for enden af lyset var mine børn, og der ville jeg være fri af smerten og sorgen. Jeg var så draget mod det lys, men jeg vidste instinktivt, at så skulle jeg forlade min levende søn. Den nat traf jeg et valg. Jeg valgte jeg at blive hos min søn Philius- drengenes storebror. Jeg valgte livet. Og siden har jeg aldrig set mig tilbage.

-Jeg har placeret dem det rigtige sted. Men det krævede, at jeg tog et valg om, at jeg ikke bare ville overleve, men at jeg ville leve, fortæller hun.

Det valg tog hun tidligt.

Sorgen og længslen efter de to små drenge forsvandt selvfølgelig ikke, fortæller Patricia. Alligevel oplevede hun, at det bevidste valg om at ville leve igen, gjorde forskellen

-Jeg har sørget ligeså hårdt og intenst, som alle andre. Men valget om, at deres død skulle give mening, og at jeg ville leve og ikke bare overleve, har alligevel haft stor betydning for, hvordan jeg kom gennem mine tab og for hvordan mit liv har formet sig, fortæller hun.

-Jeg vil ikke sige, at jeg var et dårligt menneske, før jeg mistede mine børn. Men deres død forandrede mig. Og selvom det kan lyde helt vanvittigt at sige, så forandrede det mig til det bedre. Jeg blev langt mere empatisk og finfølende overfor andre mennesker. Deres følelser, udfordringer og deres smerte. Og så blev jeg modigere, fordi jeg ikke længere følte, at jeg havde noget at miste. Og fordi jeg syntes, jeg skyldte mine drenge, der ikke fik lov til at leve, at leve livet fuldt og helt.

Helt konkret betød det, at Patricia kastede sig helt ind i udviklingen af en kost- og livstilsfilosofi, hun allerede før tabet af sine sønner, var begyndt at arbejde med.

-Jeg havde før drengenes død, arbejdet med kost og med at udvikle mine egne principper for et sundt og varigt vægttab. Principperne havde virket godt for mig selv, da jeg havde været ramt af en del sygdomme og stor overvægt,  men jeg havde alligevel aldrig helt turdet kaste mig ud i at udbrede dem til andre, da det var en helt ny måde at anskue kost og mindset på. Det ændrede sig efter drengenes død, fordi det pludselig føltes som en pligt. Det blev en form kald at hjælpe andre til at leve bedre og sundere liv, siger Patricia.

-Det blev samtidig helt tydeligt for mig, at det ikke var nok kun at arbejde med kroppen, men at det hele menneske skulle med. Sind, arbejde, familie og relationer, siger Patricia, der i dag har det som sin dedikerede mission at få mennesker til at leve et bedre liv og ikke mindst at forstå at mange af de udfordringer vi har i livet, er vilkår, men at vi selv vælger hvordan vi vil reagerer på dem. Vi kan vælge at leve, fremfor bare at overleve og vi har selv magten over at designe det liv vi ønsker. Også kaldet Livsdesign.

-Det er mine drenge, der har startet det i mig. Deres død blev min største drivkraft, fordi det tændte en gnist i mig, som er blevet en form for ild. Jeg ved godt, at det kan lyder helt højsvungent og helligt, men for mig er det, der giver mit liv størst værdi, at jeg kan give værdi til andre. Deres død var ikke meningsløs, for da jeg mistede dem forstod jeg hvor værdifuldt livet er og hvor vigtigt det er, at vi gør alt for at leve det, siger Patricia.

-Det smukke, er, at de på den måde altid er med mig. Fordi, de har formet den jeg er, og det jeg i dag kan være for andre.